Hvor har jeg bestilt mine oplevelser?

Jeg har bestilt alle mine oplevelser via kilimanculturaltourism.com, der har en rigtig god service og gode priser. De har flere oplevelser end hvad der står på deres webside, så skriv dem en mail med en forespørgsel på en oplevelse og de kan helt sikkert finde ud af noget. Deres webside er desværre ikke opdateret, så dette er nok grund til at alle oplevelser ikke er præsenteret dér. I deres folder som jeg fik på en af turene stod der blandt andet at de tilbyder madlavningsundervisning, så man kan lære at lave afrikansk mad. Det ville jeg godt have oplevet, men jeg fandt desværre ud af det for sent, så der var ikke tid til det.

Jeg kan kun anbefale dig at skrive dem en mail, for de svarer hurtigt, de har god service og gode priser! På alle deres ture fik jeg en privat guide og privat transport. På alle turene (udover til Kikuletwa Hotsprings) var der god frokost inkluderet.

Coffee Tour

På denne oplevelse kommer du med fra plante til kop. Du er simpelthen med til at plukke bønnerne, riste dem og brygge din egen kop kaffe helt fra bunden. Du lærer også en masse om kaffen, om salget, fairtrade og hvad du ellers vil vide. Der er god mulighed for at stille alle de spørgsmål du vil. Spørg din guide om du kan få lidt bønner med hjem, så du selv kan prøve at plante din egen lille kaffeplante.

Denne oplevelse er for alle, også dem der ikke kan lide kaffe. Der var en lidt hård gåtur tilbage til hvor du skal spise frokost, men ellers er den på ingen måde udfordrende. Husk en flaske vand og en hat! Frokost er inkluderet og jeg fik blandt andet mulighed for at smage banansuppe og en masse andre lækre ting i den lille buffet, de havde lavet til mig. Jeg vil klart anbefale denne oplevelse!

Jeg bestilte min tour på kilimanculturaltourism.com. De har rigtig gode priser og en service i top.

Kikuletwa Hotsprings

Dette var uden tvivl den smukkeste naturoplevelse jeg har haft i Tanzania. Dette sted er helt fantastisk og noget man skal se. Det ligger en god times kørsel fra Moshi, men kørerturen i sig selv er meget interessant, fordi du får set en helt anden side af Tanzania. Du kører igennem noget jeg vil betegne som en masse små landsbyer, der ikke er som Moshi. Tag badetøj med så du kan bade og forbered dig på bittesmå fisk, der vil spise din døde hud. Dette sted er et vaskeægte vidunder efter min mening. Hvis du kun har én dag i Moshi vil jeg anbefale dig denne oplevelse.

Jeg bestilte min tur på kilimanculturaltourism.com, selvom det ikke fremgår af deres webside tilbyder de turen med transport til en rigtig god pris. Send dem en mail og du vil få hurtigt svar.

 Tatu Rafiki Skrædderne

I midten af Moshi finder du de mest fantastiske skræddere. Du skal forberede dig på at de er døve, men de er stadig nemme at kommunikere med. De er nogle fantastiske mennesker, som altid giver et smil på læben.

Når du skal derop skal du selv medbringe stof og billeder af det, du vil have lavet. Der ligger mange stofforretninger omkring skrædderne, så det kan du nemt finde. Hos skrædderne tager de dine mål og fortæller dig hvornår du kan hente tøjet igen. De er ikke vildt dygtige, så lad vær med at få lavet meget komplicerede ting. Jeg fik lavet en kjole og en nederdel og de blev helt perfekte. Jeg betalte om omegn af 60,- for at få syet de to ting, så de er meget billige. Hvis der er mere stof tilbage, af det du har givet dig, vil de give dig det tilbage. Jeg sagde at de kunne beholde det og det blev de meget glade for! De bruger det gratis stof til at sy iPad sleeves, hagesmækker, muleposer og andre ting man kan købe hos dem. De er simpelthen så fantastiske, at jeg godt synes man kan støtte dem med ens overskydende stof.

Du kan som sagt købe nogle småting hos dem og disse ting bliver også solgt rundt omkring i byen, men til overpris. Så tag op til skrædderne, mød dem personligt, få en fantastisk oplevelse og køb nogle ting til en billig pris.

Det kan være lidt svært at finde skrædderne, fordi du skal op igennem en opgang og igennem et lille hotel. Hotellet hedder Haria Hotel og det kan findes på Google Maps. Gå ind igennem receptionen og ud på den lille altan. Når du står på altanen skal du gå til højre og så vil du se dem.

Chagga History Hike

På denne hike, vil du komme ud og gå i noget smuk natur og få fortalt en masse gode historier. Du vil se et meget gammelt hus, lære om og prøve at genopbygge huset og så vil du afslutte med en tur i grotterne. Denne tur var fin, men jeg ville godt kunne undvære den. Jeg kombinederede den med en tur til Materuni Waterfall. Efter hiken og før vandfaldet, fik jeg serveret en god frokost med sodavand og mineralvand til. Selve hiken er ikke meget hård, men heller ikke nem. Man bliver udfordret, men på et niveau hvor de fleste kan være med. Jeg synes personligt at det bedste ved turen var den fantastiske natur og grotterne tilsidst. Hvis det er muligt, så tag turen en dag, hvor det er lidt overskyet. Husk en flaske vand og en hat, så er du godt dækket ind.

Materuni Waterfall

Tæt på Moshi by – 1500 meter oppe på Kilimanjaro – finder du Materuni Waterfall. Dette er en meget anbefalelsesværdig oplevelse. Du vil komme til at se noget storslået natur og så er det selvfølgelig et must at komme op på Kilimanjaro, når man besøger Moshi, om man kan bestige det eller ej. Det er muligt at bade i vandfaldet, så husk badetøj og ellers husk et godt kamera, så du kan forevige den smukke udsigt og den smukke natur, selvom intet billede kan retfærdiggøre hvor smukt det er.

Jeg bestilte min tranport dertil via kilimanculturaltourism.com

Moshi Mosque

Den sidste ting jeg vil anbefale dig at se er Moshi Mosque, der er en mindre men flot moské. Moskéen ligger centralt i Moshi og jeg så den ved en tilfældighed, fordi vi kørte forbi den. Jeg ville godt have været inde i den, men fordi jeg ikke kunne finde ud af om det var en mulighed fik jeg ikke gjort det. Men tag forbi den og få et kig på den flotte bygning.

Hvad har du oplevet?

Hvis du har været i Moshi eller andre steder i Tanzania, er du meget velkommen til at dele dine oplevelser i kommentarfeltet så vi kan inspirere hinanden til gode oplevelser i Moshi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *