I den nye bydel Hyllie i Malmø finder du Quality Hotel View, der er et 3-stjernet hotel med udsigt udover Øresund. Hotellet er en del af Quality Hotels by Nordic Choice. Hotelkæden har 60 hoteller fordelt på 3 lande.

Beliggenhed 

Hotellet er praktisk talt nabo til Hyllie St. der ligger 26 minutter i tog fra Københavns Hovedbanegård, så du vil ikke opleve besvær med at finde dette hotel. 3 minutters gåafstand fra hotellet finder du også Emporia Shopping Mall, der er et stort shoppingcenter med et bredt udvalg af butikker, spisesteder og enkelte supermarkeder. Vælger du at spise i centeret vil jeg anbefale The Thai Pad.

Hotellet ligger ikke i Malmø Centrum, men du kan hurtigt tage toget derind. Under mit besøg i Malmø var der snestorm, så vi besluttede at bruge hele dagen i centeret og det var fint. Centeret har ofte åbent på de danske helligdage, så det er værd at finde ud af. På deres webside kan du finde åbningstider, udvalget af butikker mm.

Læs også: 7 grunde til at besøge Malmø

Værelserne

Værelserne på hotellet er fine. Vi boede på 14. etage, så vi havde en fantastisk udsigt og det gjorde det hele lidt bedre. Selvom værelset var ganske fint, var det her man bemærkede at det var et 3-stjernet hotel. Sæben på badeværelset var i beholdere som i svømmehaller og ikke i små rejsestørrelser og så var toiletpapiret af kvalitet, jeg aldrig selv ville købe. Derudover var det hele fint og rengøringen var også som den skulle være.

Værelset havde et skrivebord, der var meget velegnet til at arbejde ved, så det gør hotellet optimalt til at studere eller lave andet computerarbejde.

Morgenmaden

De eneste måltider vi spiste på hotellet var morgenmad, som var inkluderet i prisen. Jeg var meget vild med morgenmaden! Den bestod af alt hvad man kan forvente og lidt til. Det hele smagte godt og så var der også taget højde for forskellige allergener og det virkede til at de tog meget hensyn til gæster med specielle allegier og madvaner. Selve rummet hvor man spiste morgenmad var hyggeligt og alt spillede som det skulle.

Vil jeg anbefale det til andre?

JA! Jeg havde en fantastisk oplevelse på hotellet og jeg vil gerne selv bo der igen, hvis jeg skal til Malmø. Jeg synes at det var et meget fint 3-stjernet hotel med servicen i top. Det eneste minus er at det ikke ligger i centrum, men det betyder ikke noget hvis man f.eks. gerne vil shoppe eller er på hotellet af andre formål end at opleve byen.

4 Comments on Hotelanmeldelse Malmø – Quality Hotel View

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *