Vi kan godt blive enige om at Oslo ikke er billig at rejse i. Når det så er sagt, findes der mange gode og gratis oplevelser i byen. Jeg har fundet frem til mine yndlingsoplevelser der alle ligger i centrum. Du kan nemt tage bus eller sporvogn rundt til de forskellige oplevelser og har du raske ben, kan du også sagtens gå.

Læs også: Offentlig tansport i Oslo

22. Juli-senteret

22. Juli-senteret ligger i regjeringskvarteret i Oslo. Det indholder en udstilling, der fortæller historien om terrorangrebene, der fandt sted 22. juli 2011 i Oslo og på Utøya. Hændelsesforløbet bliver fortalt gennem billeder, videoer og genstande. Det er en meget rørende udstilling og bestemt ikke for børn og sarte sjæle. Hvis man er interesseret i at vide mere om hændelsesforløbet er det bestemt et besøg værd.

Et besøg tager cirka 30-45 minutter afhængigt af hvor grundig man er. Det er et lille museum.

Læs mere her: 22julisenteret.no

Oslo Operahus

Oslo Operahus er et af byens varemærker. Det er et stykke fantastisk arkitektur, der giver dig mulighed for at se byen fra en ny vinkel. Der er mulighed for at gå helt op på toppen af taget og derfra, er der udsigt udover byen og Oslo Fjord. Operahuset er fra 2008 og placeret i Bjørvika ved havnen.

 

Barcode Project

Nær Operahuset finder Barcode Project, der er et unikt byggeprojekt. Projektet huser en masse nybyggede, høje bygninger der tilsammen giver illusionen af en stregkode (deraf navnet). I bunden af bygningerne findes der caféer og kaffebarer, så du kan sidde og nyde de smukke bygninger. I øjeblikket er der en del byggearbejde nær projektet, men det ødelægger bestemt ikke oplevelsen. Gå op på broen og se bygningerne fra flere forskellige vinkler.

Botanisk Have

Hvis du vil væk fra byens stress og jag, så skal du en tur i Botanisk Have. I Haven finder du også Naturhistorisk Museum. Haven byder ind til hyggelige gåture og så er der også god mulighed for at nyde en medbragt madpakke. Der er legepladser omkring, så det er også meget velegnet til børn.

Vigelandsparken

Hvis du er til skulpturer og kunst, så skal du besøge Vigelandsparken! Det er en park der rummer en masse skulpturer af den norske Edward Vigeland. Ingen parker i verden rummer flere skulpturer af den samme kunstner. Måske kender du ikke til parken i forvejen, men jeg vil love at du har set billeder af nogle af skulpturerne før. Parkens helhed er selvfølgelig fantastisk, men jeg vil anbefale dig at se nærmere på de enkelte skulpturer. De er meget specielle og beundringsværdige.

Oslos Rådhus

Oslos Rådhus åbnede i 1950. Bygningen udefra, synes jeg ikke er noget specielt, men når du går ind i bygningen opdager du hvorfor den er et besøg værd! Det første du ser er Rådhushallen der er omkring 31 meter bred, 39 meter lang og 21 meter høj. I Rådhushallen er der bløde bænke og gode muligheder for at hvile benene. Du skal ikke snyde dig selv for kun at se Rådhushallen. Gå op ad trappen og nyd udsigten udover Oslo Fjord og se Rådhushallen fra den (ifølge mig) flotteste vinkel.

Vagtskifte på Det Kongelige Slott

Midt i Oslo finder du Det Kongelige Slott, der er fra 1849 og fungerer som hovedresidens for Norges kongefamilie. Slottet i sig selv er værd at se, men hvis du har mulighed for det, så skal du se vagtskiftet, der finder sted hver dag kl. 13:30. Slottet ligger for enden af Karl Johans Gate, der er kernen af Oslos centrum. Det er en hyggelig gade med en masse butikker og spisesteder.

Akerselva

Akerselva er en flod, der løber gennem Oslo og ud i Oslo Fjord. Floden er 8,2 kilometer lang. Det er et flot naturfænomen midt i byen. Det sted jeg vil anbefale dig at se ligger ved Beierbrua. Jeg gik der tilfældigt og vidste ikke at det lå der, så jeg blev meget positivt overrasket. Det er ting som denne jeg synes, gør Oslo til en fantastisk by at bevæge sig rundt i.

Julemarked i Spikersuppa

Selvom denne oplevelse selvfølgelig er sæsonbetinget, synes jeg alligevel den skulle med, fordi julemarkeder i Oslo er noget helt særligt. Det bedste julemarked jeg har oplevet er det i Spikersuppa, der ligger midt i Karl Johans Gate. Der er mulighed for at købe en masse norske specialiteter i form af tøj, mad mm. Har du ikke råd til at købe de ellers fristende ting, så er julemarkedet i sig selv også en oplevelse, man ikke må gå glip af, hvis man befinder sig i Oslo i julen.

6 Comments on 9 gratis oplevelser i Oslo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *