Dag 34

Arbejdsdagene bliver lettere og lettere. I dag var der en del træning til Primary Gathering i morgen. Efter arbejde tog min lærer og jeg ind til byen. Vi fik hentet tingene som skrædderne havde syet. De var som jeg forventede. Jeg lod dem beholde det stof der var tilovers og det blev de helt vildt glade for. Vi gik også forbi en rigtig god forretning, der sælger en masse flotte afrikanske ting. På vej tilbage til skolen kørte vi forbi Moshi Mosque. Den ville jeg gerne se, så jeg var glad for at vi kunne køre forbi den. Aftenen bød på en strømafbrydelse på 4 timer og det var en af dem, hvor der heller ikke var wifi. Min lommelygte er ikke særlig god, min mobil løb tør for strøm og jeg kunne ikke se film på nettet. Det var ikke en så god aften.

Min nederdel som jeg fik lavet hos skrædderne.

Dag 35

I dag skulle vi fremvise vores gathering og det gik over alt forventning. Eleverne var rigtig dygtige til det de skulle. Vi skulle også øve til en assembly på mandag, så det blev lidt kedeligt i længden. Den sidste tid stod på Free Time og det er altid hyggeligt. Denne Free Time skulle dog bruges på at rydde alt i klasselokalet, fordi skolen får besøg af 600 elever fra internationale elever rundt om i landet. De skal sove i klasserne, så alt skulle pakkes væk og der er mange ting i lokalet, så det tog en del tid. Grunden til de ekstra besøgende er at skolen er vært for Sports Weekend. Skolen er nærmest forvandlet til en lille sportsfestival. Der er lavet en masse madboder og så er der en masse sportsevents og selvfølgelig er der sat mange ekstra vagter ind.

Dag 36

I dag vågnede jeg selvfølgelig tidligt, så jeg brugte min morgen på at slappe lidt af og tage det hele i et langsomt tempo. Klokken 10 var der Farmers Market og et lille julemarked på skolen – Havde jeg fået af vide! Det viste sig at være et kæmpe marked hvor jeg kunne købe alt lige fra smørrepålæg med chili, chokolade og cashewnødder til julepynt og en masse afrikansk tøj. Skrædderne inde fra byen var der også. Det var et dejligt gensyn. Sportsweekend er fantastisk. Det er som en lille festival med madboder, musik, sol og god stemning. Jeg kunne desværre ikke blive hængende hele dagen, for jeg skulle hjem og skrive lidt på min opgave og forberede næste uges undervisning.

Dag 37

Søndag er blevet min oplevelsesdag og i dag var ikke en undtagelse. Jeg blev hentet på skolen og blev kørt til en lille landsby lidt væk. Formiddagen blev brugt på en History Hike, hvor jeg så et hus bygget af træ og tørrede bananblade. Huset er over 100 år gammelt og jeg fik en lang historie om hvordan de blev bygget, brugt og vedligeholdt. De vedligeholder dem stadig ved at sætte nye bananblade på. Det fik jeg lov til at prøve. Efter besøget i det gamle hus gik vi hen til en lang grotte, hvor jeg selvfølgelig også fik en lang forklaring om hvordan de havde brugt grotten for mange år siden. I grotten var der koldt og det var lige hvad jeg havde brug for. Jeg fik det lidt dårligt af at gå rundt i varmen og jeg havde hurtigt drukket min halve liter vand.

Efter en god frokost med en fantastisk banansuppe blev jeg kørt til South Kilimanjaro hvor jeg gik en fantastisk flot tur, der havde det smukkeste springvand som destination. Det var en kæmpe oplevelse. Selve turen kunne jeg dog godt have undværet. At køre i bjerge er en af de ting jeg hader mest ved at rejse, fordi det så nemt kan gå galt og jeg ikke har noget kontrol over situationen. Jeg havde svært ved at nyde den ellers meget smukke udsigt, fordi jeg var nervøs.

Da jeg kom hjem var jeg meget træt og mine ben gjorde ondt! Aftenen blev brugt på at forberede undervisning.

Intet billede kan retfærdiggøre hvor smukt det her sted er.

Dag 38

Nu er min sidste undervisningsuge startet og det er en underlig følelse. Jeg er fokuseret på at lave den bedste undervisning, samle så meget empiri som muligt, være sammen med eleverne og få en masse indtryk. Samtidig med det er jeg fokuseret på at jeg snart skal hjem og at jeg om en uge skal have læst til min undervisning i Danmark. Det er en masse forskellige ting at fokusere på, så min hjerne kører på højtryk. Det vigtigste for mig er dog at afsætte en masse tid og opmærksomhed til eleverne. Min klasse er lille, så jeg er kommet meget tæt på dem og det er underligt at jeg aldrig ser disse skønne børn igen.

Dagen blev blandt andet brugt på nogle spil. Jeg introducerede dem til Banke Banke Bøf og The Chicken Game (et spil jeg har lært i Georgien). Banke Banke Bøf kendte nogle af eleverne bare under et andet navn. The Chicken Game var de vilde med og det er også en af mine personlige favoritter. Da vi spillede spillene ude på fodboldbanen følte jeg mig rigtig meget i Afrika. Der er gået meget hverdag i den, men i dag var der en masse aber på fodboldbanen og vi havde udsigt til Kilimanjaro.

Dagene går alt for stærkt og jeg forstår ikke hvordan der næsten er gået 6 uger.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *