Den 4. juli 2019 rejste jeg til Japan for at bo og arbejde midlertidigt. På bloggen vil i kunne læse mine dagbøger, hvor jeg beskriver hvad jeg laver i landet og hvordan det er for mig at bo her.

Dag 1
Den første dag ankom jeg til lufthavnen omkring 9:30 lokal tid og landningen var ret hård. Der var flere på flyet, der fik det dårligt. I lufthavnen mødte jeg Gitte fra Danmark, som jeg vidste skulle bo på samme Share House som mig. Vi snakkede hurtigt sammen om de oplevelser, der ventede os og var begge enige om at vi skal i Disney Land en dag. Gitte er rigtig sød! I lufthavnen skulle vi følges til huset med to andre fra Danmark og to fra Norge.

Da vi ankom til Share Houset fik vi først vores værelser. Jeg bor med 5 andre piger. To fra England, to fra Tyskland og Gitte fra Danmark. Vi fik efterfølgende en rundvisning i huset og jeg synes at huset er rigtig fint, selvom nogle af reglerne er lidt underlige, men det er nok på grund af at kulturen er meget anerledes.

Om aftenen gik jeg med Gitte og en pige og en dreng fra Norge over til et storcenter for at spise. Vi valgte noget Japansk og det smagte rigtig godt, selvom hele måden at få serveret mad på er meget anerledes end i Danmark. Jeg tabte mine spisepinde på gulvet og det var lidt pinligt, men vi grinte af det og så var rejsen ligesom igang. Efter måltidet gik vi rundt i centeret, der blandt andet har et stort supermarked, en biograf og en 100-Yen butik.

Da vi kom tilbage til huset snakkede Gitte og jeg i lang tid, men til sidst måtte vi sove og jeg faldt i søvn på under 1 minut, fordi jeg var træt og proppet med indtryk. Jeg gik meget glad i seng!

Dag 2
Denne dag var en lidt kedelig, men praktisk dag. Først skulle vi til Koto City Hall, for at blive registreret i byen. Vi har fået et ID-kort, der kan bruges i Japan og det er jeg glad for, fordi jeg ikke forventede det, så nu føler jeg mig mere som en borger i Tokyo. Vi var mange fra huset, der skulle registreres, så det tog lang tid, men jeg sad og snakkede med Gitte og Yngvild (Pigen fra Norge, som jeg fulgtes med fra lufthavnen), så tiden gik stærkt. Efterfølgende tog Gitte og jeg i banken, for at oprette os dér og om 10 dage burde jeg modtage et hævekort, hvor min løn fra Japan kan gå ind. Som det sidste praktiske på dagen skulle vi have SIM kort og det tog også lang tid. Vi gik fra huset til City Hall kl. 11:30 og var først færdige med de praktiske ting omkring 18:30, så det var mange timer med ting, der skulle ordnes. Nu er der heldigvis styr på det, så det er rart. Jeg gik med Gitte og Yngvild over til centeret hvor vi købte sushi til aftensmad. Vi fik 9 stykker for cirka 10,- så det var rigtig billigt. Igen i dag faldt jeg rigtig hurtigt i søvn.

Koto City Hall hvor vi blev registreret med vores adresse.

Dag 3
I dag var en helt fantatisk dag! Om formiddagen tog jeg med Gitte og Yngvild ind til Shibuya, hvor der er det kendte lyskryds og en helt masse butikker. Der brugte vi nogle timer. I den forbindelse fik vi også oprettet togkort og fandt ud af at metrosystemet er ikke i nærheden af at være så forvirrende, som jeg troede det ville være. Det var faktisk ret nemt. I Shibuya spiste vi mad på noget, der minder lidt om McDonald’s. Maden smagte fint, men noget der overraskede os var at man måtte ryge indenfor, så det var ikke det rareste sted at spiste, men i den japanske kultur er det vist ikke helt okay at spise på gaden, selvom vi hellere ville det. Det er rart at bruge tid med Yngvild og Gitte, fordi vi kan snakke norsk/dansk sammen, så vi ikke hele tiden skal snakke engelsk, som med de andre i huset. Timerne i Shibuya gik stærkt og vi ville gerne lidt tidligt hjem, så vi kunne komme tidligere i seng end de andre dage. Det skete ikke, men det kommer der mere om senere.

Vores aftensmad stod på sushi til 18,- som vi satte os i køkkenet og spiste. I køkkenet blev vi inviteret med til en meet-up fest i Ginza og det sagde vi ja tak til. Da vi kom til Ginza blev vi mødt af en gade med store højhuse og meget eksklusive butikker. Jeg fik et chok, da jeg så at det var i ét af de højhuse vi skulle til fest. Vi anede ikke hvad vi havde sagt ja til! Vi fandt festen og det var så eksklusivt. Det var et roof-top party, men desværre regnede det, så vi måtte stå under nogle pavilloner og det var helt okay. Stedet var så vildt, udsigten var vild og selv toiletterne var vilde. Toiletterne havde en masse funktioner og så havde de mundskyld i små pakker, som man kunne tage af, vatpinde og en masse andre ting. Det er det flotteste sted jeg nogensinde har været til fest og det føltes vildt at stå på en tagtop midt i Tokyo med en Gin & Tonic i hånden. Det var lidt surrealistisk.

På vej hjem købte vi sushi til natmad, som vi spiste sammen i køkkenet inden vi gik i seng.

Dag 4
I dag var jeg rigtig træt. Nok en blanding af nogle hårde dage og en lille smule jetlag. Gitte, Yngvild og jeg satte os derfor i køkkenet og snakkede hele dagen. Vi spillede spil og havde det rigtig hyggeligt. Det regnede hele dagen, så det var rigtig hyggeligt indevejr. Vi gik en kort tur til 7 Eleven, for at købe aftensmad. Jeg købte selvfølgelig sushi. På dage som denne er det at jeg mærker at jeg bor i landet, fordi jeg ikke har travlt med at nå at se alt, men kan tage dage, hvor jeg ikke laver så meget.

Jeg er rigtig glad for at være her indtil videre og jeg ser frem til næste uge, hvor jeg starter på sprogundervisningen.

1 Comment on Dagbog / Japan (Dag 1-4)

  1. Ej Signe, det lyder helt vildt og den bedste start, du kunne få. Det lyder SÅ spændende og anderledes.
    Jeg glæder mig så meget til at læse mere.
    Knus fra Terese, som nyder en helt almindelig dansk sommer og en lidt længere ferie 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *