Min rejse til Gambia endte med at blive meget billig, blandt andet fordi jeg valgte et billigt hotel. Jeg valgte at bo på African Village Hotel i byen Bakau. Jeg besøgte hotellet i 2019 og bestilte igennem Spies.dk

Beliggenhed

Hotellet ligger i feriebyen Bakau, hvor du vil finde spændende markeder, fiskemarkeder og forskellige strande. Byen kan udforskes nemt til fods og der er masser af forskellige ting at tage sig til. Vil man gerne opleve Banjul, Gambias hovedstad, ligger denne by 15 km fra hotellet.
Når du går ud fra hotellet finder du lige til højre et lille minimarked, hvor du kan købe billigt vand og sodavand mm. Går du venstre vil du efter 5 minutter se et større supermarked på din højre hånd. Her kan du købe alt fra krydderier, marmelade og sodavand til aftersun, tandpasta og shampoo. Forsætter du ligeud efter det store supermarked, vil du finde et hyggeligt og meget lokalt marked hvor du kan købe en masse souvenirs.

Sådan ser hotellet ud. Der var masser af fine blomster og værelser lå i disse passager.

Værelserne

På værelser er det tydeligt at det er et billigt hotel, men der er alt hvad man skal bruge. Vi var 4 mennesker afsted og havde to værelser. Vi mærkede væsenligt forskel på madrasserne, selvom værelserne var ens. Det er altså et hotel, hvor værelserne er af varierende standart. Vi havde også kun myggenet på ét af de to værelser.
På værelset var der et bad, hvor vandtemperaturen godt kunne være svær at indstille, et fint fungerende toilet, vandhane, senge, blæser og et område med to stole og et lille bord. Værelserne levede op til min forventning og så var rengøringen desuden også rigtig fin. Tager du på ferie for at bruge tid på værelset, vil jeg ikke anbefale dette hotel, men hvis dit værelse bare skal fungere som overnatning er det rigtig fint.

Det skal nævnes at vi boede på dobbeltværelse uden balkon/terrasse og der muligvis er en anden standard på værelserne i et højere prisleje.

Faciliteter og restaurant

Hotellet har et poolområde, der lever op til mine krav til et poolområde. Det er altså ikke et luksus poolområde, men der er fin mulighed for både at bade og sole sig. Jeg var ikke på badeferie og badede ikke hver dag, så for mig var området helt fint.

Hotellet har også en udmærket restaurant. Vi havde tilkøbt halvpension, hvor vi fik morgenmad og aftensmad. Økonomisk var det samme pris, som hvis vi havde købt hvert måltid på hotellet. Maden var ikke af høj standard, men til gengæld var der god mulighed for at smage forskellige gambiske retter som fx domoda. Restauranten havde den mest fantastiske udsigt udover Atlanterhavet!

Nogle aftener var der god underholdning på hotellet, der bestod af sang og dans.

Et eksempel på hvordan maden kunne se ud. Man kunne hver dag vælge mellem forskellige retter samt desserter.

Læs også:

Min vurdering

Hotellet levede op til mine forventinger. Det var et fint hotel til mit formål med rejsen, altså at opleve Gambia, med mulighed for at bade. Det er ikke ikke luksushotel og ikke et hotel jeg bil anbefale, hvis du skal på charterferie hvor en stor del af ferien består af fx at bade.

På hotellet fik jeg god mulighed for at smage på den lokale mad, hvilket var vigtigt for mig. Derudover vil jeg fremhæve udsigten, der var udover Atlanterhavet.

Kunne du tænke dig at besøge Gambia?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *