I september 2019 besteg jeg Mount Fuji og det er det vildeste jeg nogensinde har gjort! Jeg besteg bjerget med en dansk veninde, som jeg har lært at kende her i Japan.

Søndag prøvede jeg at sove så længe jeg kunne, men det blev ikke til senere end 9.00. Jeg ville gerne have så meget energi som muligt til at bestige Mount Fuji. Formiddagen blev ellers brugt på at smøre madpakke, gå i bad og få pakket det sidste. Kl. 12 tog vi mod Shinjuku Station, hvor vi skulle have en bus til Fuji 5th Station. Busturen tog lige under 3 timer og jeg fik taget en kort lur undervejs.

Da vi ankom til 5th Station blev vi mødt af en smuk udsigt! Vi kiggede rundt i de forskellige souvenirbutikker og så fik vi købt os en stick, som vi kunne samle stamps på senere. Kl. 18.00 ville vi begynde at bestige, men efter en tur i informationen fandt vi ud af at det var alt for tidligt, hvis vores plan var at se solopgangen på toppen af bjerget – hvilket det var. Vi satte os derfor ind på en café, hvor vi fik et solidt måltid mad inden vi startede vores vandring kl. 20:30. Inden vi startede ville vi lige bruge toiletterne på 5th Station en sidste gang, fordi vi vidste at det ville koste penge på bjerget. På vej væk fra toiletterne vrikkede jeg om og det gjorde vanvittigt ondt. Jeg blev svimmel af smerte og måtte sidde ned, inden vi kunne forsætte. Efter 10 minutter var jeg på trods af smerterne klar til at starte! Vi fik vores vintertøj på, fordi vi allerede nu kunne mærke at det blev koldt.

Igang med at bestige

Turen fra 5th til 6th Station gik nemt og hurtigt. Det var ikke særlig meget anerledes end en skovtur i Danmark og jeg var overrasket over hvor nemt det var. På 6th Station fik vi lånt nogle hjelme, så vi havde sikkerheden i orden. Da vi begyndte at bevæge os fik vi varmen og vi havde taget lidt for meget tøj på, men hellere dét end at fryse.

Vejen fra 6th til 7th station gik også fint, men vi kunne godt mærke at det blev sværere – men på den gode måde! Det var mørkt da vi vandrede og alle lyset fra de forskellige stationer op lignede skilifte. Vi var begge glade for at vi ikke kunne se toppen af bjerget, for det gjorde det mere overkommeligt.

Omkring 7th Station begyndte vi at føle at vi var rigtig i gang. Vi fik en masse stempler på vores stick. Det var sjovt og vi gik stille fremad. Før jeg startede havde jeg tænkt at det hele handlede om at gøre det hurtigt, men jeg tog fejl. Det er faktisk vigtigt at tage mange pauser og gøre det langsomt, så man vænner sig til højden. Jeg synes vi tog det i helt perfekt tempo og vi var begge gode til at tage hensyn til hinanden, når vi havde brug for pauser.

På 8th Station begyndte vi virkelig at kunne mærke kulden. Jeg fik lyst til at tage en overnatning på samtlige af de ‘hoteller’ vi gik forbi, men der var ikke andet for en at gå videre. På vejen så vi flere, der havde lagt sig til at sove med soveposer udenfor. På vores pauser spiste vi ikke så meget, som jeg troede jeg ville. Det var simpelthen for koldt til at spise! Turen var heldigvis sjov, med varierende terræn og det kunne jeg godt lide. Jeg kunne bedst lide de dele af turen, hvor der var varierende terræn, fordi jeg fik brugt min krop på forskellige måder.

Fra 8th Station ramte vi i den grad det crowd, som vi havde hørt så meget om. Vi gik i en lang linje/kø og kunne på ingen måde selv bestemme vores tempo. For mig gik det for langsomt, fordi man er nødt til at gå lidt stærkt for at holde sig varm. Det betød at det blev rigtig koldt og for mig var kulden det absolut værste.

Kl. 05.06 startede solopgangen og vi var desværre ikke helt på toppen endnu, så vi satte os hvor vi var, for at nyde den. Den var vanvittig smuk og det hele værd! Det gav lidt glæde på trods af kolde fødder og min ankel jeg havde mange smerter i. Efter at have nydt solopgangen forsatte vi mod toppen, som vi heldigvis var meget tæt på.

Da vi nåede toppen var jeg lykkelig! Vi nød udsigten, snakkede om hvor fedt det var og gik hen og fik vores stamps. Efter at have taget de billeder vi skulle have taget af udsigten gik vi hen til krateret, for at se nærmere på det. Fordi det blæste helt vildt meget og var meget koldt, så besluttede vi os hurtigt for at begynde at gå ned igen. Toppen var meget crowded, men det ødelagde ikke den gode udsigt.

Og ned igen…

Først her blev det rigtig hårdt… Da vi nåede toppen, tænkte jeg “Vi gjorde det!”, men der vidste jeg ikke at jeg stadig havde den absolutte hårdeste del af bjerget i vente. De første mange timer nedad var det i zigzag på meget løse sten. Det vil sige at det var svært at holde balancen og vi derfor ikke kunne gå særlig stærkt. Udover at være ret svært, så var det også rigtig kedeligt, fordi der ikke kom noget nyt og varierende. Min ankel (og mine knæ) begyndte først her at gøre rigtig ondt! Jeg kom til et punkt, hvor jeg tænkte at jeg ikke kunne gå længere. Gitte ringede til 5th Station for at høre hvad vi kunne gøre. De kunne sende en hest til at hente mig, men det ville koste 30.000 YEN (omkring 1900 DKK), så det takkede vi nej til. Der var kun én vej og det var ned. Vi begyndte at blive lidt pressede ift. at vi skulle nå bussen hjem, så til sidst så prøvede jeg at ignorere smerterne og bare gå så hurtigt jeg kunne.

Vi kom endnu engang forbi 6th Station, hvor vi skulle aflevere vores hjelme og derfra vidste vi at vi kun manglede det nemmeste stykke. Vi nåede til 5th Station 30 minutter før bussen kørte og jeg var lettet over at nå det! I bussen på vej hjem fik vi snakket om alle de ting vi havde oplevet og så fik jeg sovet lidt. Det var hårdt at være så fysisk aktiv fra kl. 20.30 til 12.00 dagen efter uden at sove, men vi klarede det og jeg synes vi klarede det godt.

Turen fra Shinjuku Station og hjem var hård, fordi vi begge havde mange bensmerter og var trætte. Jeg kunne godt mærke på min ankel at den ikke var helt god, men jeg ville ikke ud af huset mere den dag, så jeg besluttede mig at bide smerterne i mig og vente med at gøre noget til dagen efter.

Efter Mount Fuji

Dagen efter tog jeg som det første på hospitalet og det viste sig at være en god idé. Jeg kom ind til en nogenlunde engelsktalende læge, der kiggede på min fod. Umiddelbart sagde han at det ikke lignede der var noget galt, men han ville alligevel have mig til røntgen. Røntgenfotografiet viste at min ankel var forstuvet. Jeg føler mig så klodset, fordi jeg forstuvede min ankel på 5th Station – Altså før vi overhovedet var startet med at bestige bjerget. Men jeg føler mig også sej, fordi jeg formåede at bestige det med en forstuvet ankel.

Lægen gav mig et elastikbånd, jeg skal have på og så beskrev han RICE-Therapy for mig, som jeg skal følge i en uge. RICE-Therapy går ud på:
R – Rest
I – Ice
C – Compression
E – Elevation
Jeg følte mig meget i Japan, da han fortalte mig at det hed RICE-Therapy. Som det sidste på hospitalet skulle jeg betale og til de nysgerrige blev det 12.930 YEN (cirka 825 DKK), for hele behandlingen. Jeg har selvfølgelig en rejseforsikring, så det burde ikke blive et problem.

På trods af hvad der skete med min ankel, så er jeg så glad for at jeg valgte at bestige bjerget. Det er en mest fantastiske naturoplevelse jeg har haft og det er noget som jeg aldrig vil glemme! Hvis du går med overvejelser om at gøre det, så kan jeg ikke sige andet end at du skal til at komme afsted!

1 Comment on Beretning: At bestige Mount Fuji

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *